Universal Robots
Case: Liselotte Winther Frellsen, Universal Robots A/S
Leverandøren skal også være selvkørende
Det begyndte med en flytning …
Robotvirksomheden i Odense vokser med 50 procent om året, og det tager el-opgaver med sig nærmest dagligt: Nye kontorer og mødelokaler kræver lys, data og indeklima. Produktionslinjer bliver bygget om. Udviklingsafdelingen får nyt legerum. Alt kræver el – og omtanke.
Siden 2013 har virksomheden haft en fast medarbejder tilknyttet fra Bjerne Jensen. Når opgaverne kræver det, vokser teamet. Første projekt var at indrette de nye lokaler med produktionslinjer og kontorer, da Universal Robots flyttede i 2014.
Vækst kræver eksekvering
Liselotte Winther Frellsen er direktionsassistent hos Universal Robots, og med den titel følger ansvaret først for flytningen og siden for de mange ombygninger. Hun fortæller:
– Det er helt afgørende for os, at der bliver leveret på opgaverne. Vi skal leve af at udvikle og sælge robotter, for det er det, vi er bedst til.
Så skal vi ikke bruge vores tid på at snakke med håndværkere eller kontrollere, at opgaverne bliver løst. Det skal bare køre, og det gør det! Vores mand fra Bjerne Jensen kender os og huset, og vi glemmer helt, han er en leverandør. Vi betragter ham som en af os.
Der skal også tænkes nyt
Når der er større projekter på tegnebrættet, samler Universal Robots hele det hold, der skal løse den: Arkitekten, virksomhedens egen facility manager, repræsentanter for ledelsen – og Kristian Spodsbjerg fra Bjerne Jensen AS.
– Det handler om at få det til at spille fra starten, og her kan Bjerne Jensen noget, vi ikke selv er eksperter i. Vi kan finde en pæn lampe, men vi kan ikke afgøre, om lyskvaliteten egner sig til opgaven. Vi kan også have gode ideer, men Bjerne Jensen kan udvikle og kvalitetssikre sammen med os. Ind imellem sparer de os også for at vælge alt for dyre løsninger, forklarer Liselotte Winther Frellsen.
Samarbejdet kører, som det skal
– Opgaverne bliver løst, også når det kræver en ekstra indsats på skæve tidspunkter. Jeg tror ikke, vi har haft et eneste udestående i den tid, vi har arbejdet sammen, og det kan kun lade sig gøre, fordi begge parter er pragmatiske. Vi har en meget pålidelig partner, så vi er virkelig glade, slutter Liselotte Winther Frellsen.
Ebrofrost
Case: Henrik Rosenlund, Ebrofrost A/S
Vores elektrikere skal være knivskarpe
Specialister sparer tid – og penge
Hos Ebrofrost på Fyn bobler det lystigt i ris-, korn- og pastagryderne døgnet rundt, alle ugens 7 dage. Ebrofrost leverer forkogte og frosne produkter til fødevareindustrien i hele Europa, og det bliver lynhurtigt dyrt, hvis en produktionslinje går i stå:
– Vi producerer typisk blot en til to dage i forvejen, så et havari eller nedbrud bremser hele processen: Vores folk kan ikke arbejde, lastbilerne må vente, og vi kan ikke levere til kunderne. Derfor er det så afgørende, at vores elektrikere er specialister på vores felt, fortæller Henrik Rosenlund, der er fabrikschef hos Ebrofrost.
De forstår vores flow
Ebrofrost har samarbejdet med Bjerne Jensen AS igennem flere år, og det giver Henrik Rosenlund flere grunde til:
– Primært har vi brug for industrielektrikere, der har erfaring med fødevarefabrikker. Nogen, der kender hele flowet i en produktionsvirksomhed som vores og er vant til at arbejde med industritavler. Det kan de hos Bjerne Jensen. Her er det de samme folk, der trækker kabler, programmerer og laver el-fejlfinding – så de kender os godt. Det betyder rigtig meget for os, siger han.
Bjerne Jensen AS står både for hverdagens vedligeholdelse og akutte udfordringer – og for større projekter som nye produktionslinjer med kabelføring, styretavler og programmering.
Vi bliver hørt
For Henrik Rosenlund vejer det også tungt, at han føler sig prioriteret som kunde hos Bjerne Jensen AS.
– De er et godt match for os. Ikke for store, ikke for små. Hvis vi ringer med et problem midt om natten, er de på pletten – og de er knivskarpe til at finde problemet og få det løst. Så det er både et spørgsmål om kompetencer og om indstilling. Hvis de siger, de ordner det, så sker det. Det bygger tillid. Og det får os til at slappe lidt mere af, tilføjer han.
GlobalConnect
Case: Per Skovgaard Rosen, GlobalConnect A/S
Tillid tæller 24/7
Tilgængelighed er alfa og omega
Alt er på spil, når GlobalConnect tænder på kontakten til et nyt datacenter. Staten, banker og mange store virksomheder lægger deres æg i kurven hos GlobalConnect. Så svigter blot en enkelt vital detalje i det elektriske setup, kan forretningen falde på gulvet på et splitsekund. Ikke bare i dagtimerne, men 24/7 – året rundt.
Det er teknisk direktør Per Skovgaard Rosen smerteligt bevidst om, når han vurderer sin samarbejdspartner på elleverancen. Og derfor sætter han så stor pris på samarbejdet med Bjerne Jensen AS.
Fra tom lagerhal til kørende datacenter på 5 måneder
Bjerne Jensen AS kom ind i billedet hos GlobalConnect gennem hovedentreprenøren Coromatic, da GlobalConnect skulle etablere et nyt datacenter i Glostrup. Det blev noget af en ilddåb.
– Det var et projekt med en ekstremt presset tidsplan. Og det er ikke bare almindeligt elarbejde, vi taler om her. Det er hele den elektriske installation med UPS-anlæg, svagstrømskabler til brandtavler, generator og køleanlæg – kort sagt avanceret el. Så de skulle virkelig, virkelig have styr på, hvad de havde med at gøre. Og det havde de, både i dialogen, i planlægningen og i det arbejde, de udførte. De er dygtige håndværkere, og de gør sig umage, siger Per Skovgaard Rosen.
Til tiden og til prisen
Selvom et projekt i den størrelsesorden ikke kører helt uden bump på vejen, er GlobalConnects tekniske direktør ikke alene tilfreds, men med egne ord ‘meget fornøjet’ med samarbejdet:
– Det kørte som smurt, og vi havde en god dialog undervejs. Hvis noget ikke så ud, som vi helst vil have det, eller der opstod problemer, blev de løst. Omgående og uden diskussion.
Sidst, men ikke mindst, stod datacentret klar til tiden. Det holdt budgettet, og prisen er tilmed meget fair, bemærker han.
Tillid i tætte relationer
Per Skovgaard Rosen afviser ikke, at andre elektrikere kan løfte opgaven hos GlobalConnect. Men hvad er det da, der gør ham ekstra fornøjet med det nuværende samarbejde?
– Vi er kommet tæt på hinanden, og vi kan mærke, at vi ikke ‘bare er en opgave’ hos Bjerne Jensen AS. Indstillingen til opgaverne og kontinuiteten i samarbejdet har bygget nogle gode personlige relationer, så tilliden vokser, og vi får større glæde af deres ekspertise. Og så kan det godt være, de bor på Fyn, men det er aldrig et issue. De flytter sig efter os, altid.
Humac
Case: Humac Apple Centre i Danmark, Sverige og Norge
Konceptbutikker med stil og funktion
Hos Bjerne Jensen AS har vi etableret og renoveret 17 Humac Apple Centre siden 2xxx.
I Humacs butikker er kravene kompromisløse: Unikke rum med personlighed, lys og autentiske materialer. Vores løsninger bygger på funktionalitet og oplevelser for både ansatte og kunder.
Vi skaber det tekniske fundament i en funktionel og energirigtig konceptbutik, og vi tilfører et design og udtryk i et tæt samarbejde mellem Humac og designteamet hos Bjerne Jensen AS.
I hele processen har vi stor fokus på kvalitet og aflevering af projekter til tiden.
- Unikt design
- Højt kvalitetsniveau
- Dialog og tillid
- Levering til tiden
- Fast budget